4 ting, jeg har lært i mit første halve år som selvstændig

For lidt over et halvt år siden tog jeg springet fra fast job til tilværelsen som selvstændig i min egen lille virksomhed FanFabrikken.

Jeg følte mig lidt skør, da jeg sagde mit gode job op. Jeg havde både frihed og ansvar, gode kolleger, pensionsordning og lækker kantine. Hvad mere kan man bede om?

Men ideen om at have mit eget kunne jeg ikke lægge fra mig. Så det måtte prøves.

Jeg så det fra start som en læringsproces. Jeg ville helt sikkert ikke være genial som selvstændig fra dag ét, men alt kan læres.

Nu har jeg været i gang i lidt over et halvt år, og det er helt sikkert, at jeg lærer en masse. Her vil jeg dele fire ting, jeg har lært.

1. Det er ikke så usikkert

Tanken om livet som selvstændig har jeg egentlig haft i snart mange år, men det har altid virket meget usikkert at kaste sig ud i det på fuldtid.

Specielt i tiden op til jeg traf beslutningen, kørte tankerne rundt i mit hoved: Hvem skal være mine kunder? Hvordan skal jeg betale mine regninger? Hvad hvis det ikke lykkedes?

Beslutningen virkede mere og mere skræmmende, indtil jeg endelig traf den. Det var et vendepunkt. Pludselig virkede det hele helt okay.

Worst case scenario: Jeg ville investere i en computer og noget videoudstyr, bruge min opsparing, prøve at få gang i virksomheden uden held, erkende nederlag og søge et job igen, mens jeg var på dagpenge.

Når jeg stillede det op sådan, virkede det ikke spor usikkert.

Jeg ved, at det er mere simpelt for mig end mange andre, da jeg ikke har børn eller et lån på en millionvilla endnu. Men står du med overvejelserne, så tænk over, hvad worst case scenario egentlig er. Er det så slemt?

2. Sælg på en måde der passer dig

At skulle ud og sælge sig selv, var nok den “disciplin” jeg frygtede mest. Jeg er ikke den fødte sælger. Tanken om at kontakte folk, jeg ikke kender og forklare dem, hvor genial jeg er, får mig til at krumme tæer.

Til min store lettelse har jeg dog fundet ud af, at det slet ikke er så ubehageligt at sælge, når jeg bare gør det på min egen måde.

Når jeg sidder overfor en potentiel kunde, bombarderer jeg dem ikke med lange enetaler om, hvor dygtig jeg er. I stedet gør jeg noget, der passer mig meget bedre.

Forud har jeg lavet en del research på deres virksomhed og fundet frem til konkrete ideer, som jeg tror vil rykke for dem. Jeg stiller dem spørgsmål, lytter en masse, jeg præsenterer ideer, og jeg fortæller om, hvordan jeg arbejder.

På den måde kommer det til at handle mere om dem og opgaven end om mig. Det passer godt til mig.

Ulempen er, at der bliver brugt en del mere tid på forberedelse, end hvis jeg bare havde en standard tale om mig selv. Men det virker som om, at den tid er godt givet ud. Det virker for mig.

Der er mange måder at sælge på. Glem din fordomme om salg og find den måde, der passer bedst til dig.

3. Hvad kan jeg?

At starte en virksomhed er blevet et mere indadskuende projekt, end jeg først havde regnet med. Fra start tænkte jeg, at det primært handlede om finde et behov i markedet og finde en skarp profil for min virksomhed.

Hvilke kunder vil være gode at gå efter? Hvilke behov bliver ikke dækket ordentligt af andre? Hvilke opgaver vil der komme flere af?

Men der dukker også en masse andre mere indadskuende spørgsmål op, fordi jeg som eneste person i virksomheden er hovedingrediensen. Så hvad vil jeg?

Hvad er mine personlige styrker? Hvilke opgaver kan jeg bedst lide? Hvor kan jeg gøre den største forskel?

Så forbered dig på, at det at starte en virksomhed også er en personlig rejse.

Der er ikke længere nogen, der sætter rammerne for dig og bestemmer, hvilke opgaver du skal arbejde på. Med den frihed kommer du til at stille dig selv mange spørgsmål, og du bliver til tider i tvivl om, hvad du egentlig kan og vil.

Men det betyder også, at du hen af vejen lærer meget mere om dig selv og dine styrker.

4. Skriv store regninger

Første gang der gik et stort beløb ind på virksomhedskontoen, tænkte jeg “Sådan, nu kører det. Der er penge i det her”.

Men man skal bare lige have i baghovedet, at det fine store beløb ikke på nogen måde kan sammenlignes med, at der går løn ind på kontoen fra et fast job.

Det ser godt ud, men beløbet skal så også dække moms, skat, ferie, sygedage, pension, forsikringer, kontorplads, computer, videoudstyr, regnskabsprogram, efteruddannelse og meget mere. Ligesom det også skal betale for den tid, du bruger til administration, markedsføring og møder med potentielle kunder.

Skal det gå godt for dig som selvstændig, skal du tage en ordentlig pris for dit arbejde. Jeg er kommet godt fra start, men arbejder stadig mere og tjener mindre, end jeg gjorde i mit job.

Jeg synes ikke, jeg decideret sælger mig selv for billigt, men omvendt sælger jeg mig bestemt heller ikke for dyrt. Man kan sige, at jeg stadig er ved at lære det.

Målet er dog klart: Jeg vil ikke være den billigste. Jeg vil arbejde for hele tiden at lave bedre arbejde og tage mere for det.

Jeg overhørte for nyligt en sige: “Der er aldrig nogen, der takker dig for lave priser.” Den sætning har jeg noteret mig.

Din tur

Det var fire ting, jeg har lært i mit første halve år som selvstændig. Overvejer du at blive selvstændig? Det er fedt og udfordrende. Jeg kan kun anbefale det.

Er du selvstændig? Del gerne, noget du har lært i kommentarfeltet herunder, så vi alle kan blive klogere.